Introduktion til Compassionfokuseret terapi for tværfagligt personale
Om compassion tilgangen:
Compassionfokuseret terapi bygger på viden fra flere videnskabelige fagområder, der beskæftiger sig med, hvordan vi fungerer som mennesker. Der trækkes på viden fra neuroforskning, biologi, sociologi og psykologi. Inden for psykologien er der især inspiration fra evolutions- , neuro-, social- og tilknytningspsykologien. CFT er ikke en terapeutisk skole eller retning, der trækkes i terapien på teknikker og viden fra mange forskellige terapeutiske traditioner, her i blandt kognitiv terapi.
Compassion er motivationen til at være sensitiv over for andres og egen lidelse og årsagerne til den, sammen med et dybt engagement i at forsøge at lindre lidelsen og forebygge den.
For at kunne have compassion har vi brug for, at kunne være i ro og nærværende, at være i kontakt med vores sanser og følelser, at være empatisk og for at kunne bruge vores fornuft til at reflektere over det, vi oplever.
For at kunne handle med compassion har vi brug for engagement, styrke, mod, at kunne være ikke - dømmende og at have indsigt i de udfordringer, vi har som mennesker som følge af, at vi er udviklede væsener med hjerner, der kan være tricky, og som er udviklede til at reagere på ting, der føles usikre eller truende, til at få os i sikkerhed.
På kurset arbejder vi med, hvordan vi via psykoedukation kan hjælpe vores klienter med at få indsigt i, hvordan vi er skabt til at fungere, Vi kikker på følelsernes funktioner, betydningen af vores sociale omgivelser og hvordan det for os mennesker er en særlig udfordring, at vi kan reagere med negative følelser på vores egen tænkning. Psykoedukationen er en byggesten i terapien. Når vi har viden om, hvordan vi naturligt fungerer, at det ikke er vores fejl, at vi har en hjerne, der nemt får os til at overreagere følelsesmæssigt eller kan få os til at vedligeholde negative følelser, letter det adgangen til at arbejde med at forandre handlemåder og tænkemåder.
Vi arbejder også med konkrete redskaber til at træne compassion, fx. ved at hjælpe med at udvikle evnen til at have compassiontænkning og compassionadfærd i svære situationer, hvor man føler sig presset eller truet.
På kurset er der også fokus på, hvordan vi som terapeuter kan have brug for at træne compassion, og hvordan det kan hjælpe os til at møde klienterne med compassion. Når vi selv som terapeuter har ro på, har vi bedre mulighed for at reflektere over det der sker i terapien, og dermed at få valgt hensigtsmæssige interventioner. Compassion handlinger kan i nogle situationer være at være lyttende og forstående, og i andre situationer at være udfordrende og aktivt handlende, alt efter hvem vi står overfor, og hvad opgaven er.
Når vi går til arbejdet med compassion, bliver vi bedre til ikke at slide på os selv.
Du kan læse mere om Compassionfokuseret terapi her: CFT og du kan finde materialer fra tidligere kurser og audioguidninger til meditationer her: Kursusmaterialer og lydfiler
Om kurset:
Kursusdeltagerne vil opnå viden om den teoretiske baggrund for CFT og få egne erfaringer med brug af metoderne.
Undervisningen vil være en vekselvirkning mellem oplæg, visualiseringsøvelser og metodedemonstrationer i plenum samt træning i mindre grupper.
Der vil være max. 8 deltagere på kurset.
Egen træning:
Prof. Paul Gilbert fra Derby University gæstede i 2008 Århus, hvor han afholdt en workshop, hvor han præsenterede Compassion Focused Therapy. Det blev et vendepunkt for mig. Tilgangen rummer så meget visdom og konkrete vejledninger til, hvordan man kan leve et liv med compassion, som er til gavn både for den enkelte og for os som menneskehed. Jeg bestræber mig på at være opdateret om udviklingen af CFT gennem deltagelse i workshops, konferencer og retreats med Paul Gilbert og andre, der sammen med ham hele tiden sørger for at udvikle og opdatere CFT, så tilgangen fortsat tager udgangspunkt i den nyeste forskning. Jeg modtager løbende supervision af Paul Gilbert. Se Lena baggrund
Praktiske oplysninger
Sted:
Psykologhuset Nyt Fokus, Østrevej 32, 8210 Århus V.
Tid:
25. september 2025 kl. 10-16
26. september 2025 kl. 9-15
21. oktober 2025 kl. 10-16
Pris:
5400,- kr plus moms. Forplejning er inklusiv.
Tilmelding:
Brug formularen nedenfor. Tilmelding er bindende ved betaling.
Afbudsbetingelser:
Ved afbud før 2 måneder før afholdelse af kursus refunderes halvdelen af kursusgebyret. Ved afbud senere end 2 måneder før afholdelse af kursus refunderes kursusgebyret ikke, medmindre der er venteliste og pladsen kan overgives til en anden.